Og vinderen er... Bee Legal!

Idéen om en chip, der sikrer betaling til kunstnerne, har vundet konkurrencen om det bedste koncept til at sikre en bæredygtig digital kultur. Præmien er midler til at gå videre med projektet.

Med en check på 20.000 kroner, en iværksætterpakke til at videreudvikle konceptet samt dommerpanelets rosende ord kunne Bee Legal ånde lettet op og nyde sejren i konkurrencen om det bedste koncept til at sikre en bæredygtig digital kultur.

 

Bee Legal er et koncept, hvor forbrugeren skal bære en chip, der registrerer, hvad han eller hun spiller, ser og lytter til – og med den viden kan der fordeles betaling direkte videre til kunstnerne.

 

Se videopræsentation af Bee Legal.

 

”Vores vurdering i dommerpanelet var, at Bee Legals model ville give den største effekt, og da vi jo ved, at teknologi udvikler sig, så tror dommerne i enighed på, at teknologien kan føre til: Bee Legal”, sagde Kulturminister Marianne Jelved på vegne af dommerpanelet som begrundelse for, at valget faldt på Bee Legal som den vindende idé.

 

Med repræsentanter fra kulturpolitisk side, telebranchen og indholdsindustrien bestod dommerpanelet af kulturminister Marianne Jelved, filmdirektør Peter Aalbæk, musiker Tomas Barfod,  it- og udviklingsdirektør i TDC Anders Blauenfeldt og Morten Strunge fra e-bogstjenesten Mofibo.

 

Finalecampen lørdag den 12. oktober begyndte med en finpudsning af de fire finalisters nyskabende bud på at skabe en mere bæredygtig digital kultur for fremtidens kulturforbrug. De engagerede og håbefulde unge mødte op til slutspurten på deres intense arbejde for at lægge de sidste kræfter ind i dysten om at skabe det bedste koncept. Seetrue med deres ønske om at skabe mere gennemskuelighed, Selvhenters platform, hvor kunstnere kan møde og udveksle ydelser med deres fans, All You Can Cultures ønske om at samle alt på ét sted og Bee Legals chip til at registrere folks kulturforbrug.

Koncepterne blev skærpet med hjælp fra coaches fra blandt andet Google og telebranchen samt voice coachen Lisbeth Holdt Jørgensen, der til daglig træner skuespillere i at indfange publikum på scenen - så grupperne kunne være helt forberedte på at overbevise dommerpanelet om, at netop deres idé var den bedste.

 

Se præsentationer af de fire finalister.

 

Efter præsentationerne var fremført, og dommernes afgørelse truffet, sagde Kulturminister Marianne Jelved til de fire finalister:

 

”Vi er enige om, at vi har rigtig mange unge idérige og kreative mennesker. Derfor er vi fulde af fortrøstning for, at de udfordringer, vi står overfor, nok skal blive løst. Men man kan ikke vinde hver gang.”

 

De stolte og glade vindere fra Bee Legal havde selv følgende at sige om deres vindende koncept, som de nu har fået mulighed for og midler til at videreudvikle:

 

”Bee Legal kan revolutionere verden. Det kan vi gøre, ved at folk får en teknologi med sig, som opdager, hvornår de konsumerer kulturindhold. Kunstnere skal betales for de ting, de laver, og hver eneste gang en forbruger lytter til eller ser et værk, så bliver det registreret, og kunstneren betalt.”

 

(Foto: Jack Fussel)

Hvem står bag share with care?

Kulturministeriet
RettighedsAlliancen
Teleindustrien
DI ITEK