Flere gode bud på digitale løsninger

Nye unge, specialister og kreative. Vores seneste camp har givet flere nye idéer til at sikre en bæredygtig digital kultur.

Digital revolution via gennemsigtighed og fair trade. Mere information, indhold og fællesskab om tv, film og musik. Eller en service, der fastslår dit humør og foreslår litteratur, spil og tv, som passer til. Det er nogle af de idéer til nye tiltag, som blev udviklet lørdag den 14. september på Share With Cares anden camp om digitalt kulturforbrug.

 

Her arbejdede en masse forventningsfulde unge dagen igennem med nye tiltag til at sikre en bæredygtig digital kultur.

 

Gennem kreative processer og øvelser nåede de unge i grupper frem til en idé, som de syntes var så god, at de ville lade den være med i konkurrencen om det bedste koncept. I alt blev det til fire solide bud på, hvordan man kan skabe digital kultur til gavn for alle, og deltagerne gjorde dermed deres, for at vi kan holde et brag af en finale den 12. oktober.

 

Til finalen deltager de idéer, der får flest stemmer, og vi uddeler 20.000 kroner til at realisere konceptet og en iværksætterpakke til vinderen.

 

De unge mødte op fra morgenstunden, og efter en rolig start med kaffe og croissanter blev kreativiteten skudt i gang med LEGO Serious Play - et koncept, der med LEGOs simple kliksystem giver uanede muligheder for udvikling gennem leg og læring. Deltagernes første opgave lød: Byg verdens dårligste oplysningskampagne. Der var bred enighed blandt de unge om, at skræmmekampagner er negative og ukonstruktive. Som deltager deltageren Emil sagde: ”De spiller på frygten i stedet for noget positivt”.

Efter de første timers seriøs leg arbejdede grupperne med de unge sig tragtvis mod en endelig idé til et koncept. Her fik de sparring fra specialister inden for teknologi, innovation og digital forretning. Thor Martin Jensen fra WiMP, Martin von Haller Jensen fra Creative Commons, Jesper Green fra Gyldendal, Christel Hanne Hansen fra Google og Søren Falk Madsen fra Playground Music gav input, stillede spørgsmål og bidrog med konstruktiv kritik.

 

Læs: Vi skal samarbejde for at sikre en fair udvikling

 

Senere tjekkede sangskriver Jonas Kur, forfatter Vagn Remme, skuespiller Thomas Magnussen og app-udvikler Lasse Meldgaard ind, og sammen med de unge og specialisterne arbejdede de koncentreret på at præcisere og præsentere idéerne. Der var ingen tvivl om, at alle ville skabe vinderidéen, så der blev knoklet intenst til det sidste!

 

Du kan se alle idéerne og stemme på dem på vores Facebook-side. Klik her, hvis du er på computer, og klik her, hvis du er på en mobil enhed.

 

Afstemningen slutter lørdag den 28. september, og så bliver de fire finalister offentliggjort! Herefter er der bare at vente på den store finale den 12. oktober.

 

(Foto: Rasmus Degnbol)

Hvem står bag share with care?

Kulturministeriet
RettighedsAlliancen
Teleindustrien
DI ITEK