5 tip til tv-tjenester

Vil du se Premier League live, det nyeste realityfix fra Big Brother, eller kan du ikke vente til søndag aften med det næste afsnit af DR’s dramaserie Arvingerne? Så læs med her.

Hver fredag ønsker Share With Care god weekend med forslag til digitale kulturtjenester, hvor du kan gå på opdagelse i film, tv, musik, spil og litteratur og finde en masse gode oplevelser til din weekend.

 

I denne uge ser vi nærmere på tv-stationernes egne tjenester, hvor du kan streame fx reality, serier, film, nyheder og meget mere fra deres eget udbud – når og hvor du selv vil. Nogle tjenester er gratis, og andre kan du købe dig adgang til med et abonnement.

 

TV2 Play – mere end bare TV

TV2 Play tilbyder en række forskellige abonnementspakker til priser fra 39 til 119 kroner om måneden, afhængigt af hvor meget indhold fra TV2's forskellige kanaler, du ønsker adgang til. På tjenesten kan du finde et meget bredt sortiment af fx film fra TV2 Film, standup og comedy fra TV2 Zulu eller aftenens håndboldkamp, nu hvor der spilles EM for håndboldherrerne. Du kan se nyheder – også fra TV2 News – eller fange snigpremieren på det næste afsnit af serien "Badehotellet", inden det bliver sendt på TV.

 

TV3 Play – serier og reality gratis på nettet

TV3 Play giver dig tv på nettet gratis. Der er især mange reality-programmer at dykke ned i, som fx den nye sæson af "Paradise Hotel" eller "Familien fra Bryggen", hvor du kan følge Kessler-familien og deres hverdag. Og hvis du er til madprogrammer, kan du finde en række sæsoner af "Masterchef", hvor kendte konkurrerer om at være den bedste kok. Men der er også serier at finde – fx sæson 9 af komedieserien "How I Met Your Mother", hvor du kan følge en vennegruppe igennem livets strabadser i New York.

DR – tv, når du selv har tid

På DR TV's hjemmeside kan du se tv fra DR's forskellige kanaler – fx fiktionsserier eller dokumentarer – helt gratis, og når det passer dig. Du kan fx gense, hvordan det går for deltagerne i årets "X Factor", og hvad dommerne Remee, Lina og Blachman synes om dem. Følge Frank og hans projekter på Kastaniegaarden i sæson 12 af "Bonderøven". Eller hvis du ikke kan vente til på søndag med det næste afsnit af dramaserien "Arvingerne", kan du fange forpremieren allerede nu her. Med et stort og alsidigt udbud er der nok at gå i gang med hos DR på nettet.

 

NU TV – dansk reality og sport

NU TV er SBS Discovery TV's – der har tv-kanalerne Kanal 4, Kanal 5 og Kanal 6 – egen tjeneste på nettet, hvor du med et abonnement til 99 kroner om måneden kan streame alle deres egne programmer. Her kan du blandt andet finde reality-serier som "De unge mødre", "Singleliv" og "Big Brother", hvor den nye sæson netop er skudt i gang. Og for de sportsinteresserede kan man med NU TV livestreame fodboldkampene i Premier League.

 

Eurosport Player – se sport live, eller når du vil

Med et abonnement hos Eurosport Player – til 59 kroner om måneden – får du adgang til at se sport fra Eurosport 1 og 2 live og on-demand. Så vil du følge med i Australian Open og se, hvordan Caroline Wozniacki klarer sig på tennisbanen? Er du til skihop og snowboard? Eller skal du bare se Masters i snooker? Så se med på Eurosport Player, hvor du også finder Eurosportnews, der løbende giver dig friske opdateringer fra sportens verden.

 

På Share With Cares hjemmeside kan du også finde vej til flere digitale tjenester. God digital kulturweekend!

Hvem står bag share with care?

Kulturministeriet
RettighedsAlliancen
Teleindustrien
DI ITEK