Alt godt fra kulturweekenderne der gik

Musikstreaming trender, tv-serien er det nye sort og bøger læses på tablets. Læs om trends i det digitale kulturforbrug og bliv guidet til, hvor du selv kan lytte, se og læse.

Hver fredag ønsker Share With Care god weekend med forslag til en række digitale kulturtjenester, hvor du kan gå på opdagelse i film, tv, musik, spil og litteratur – og finde oplevelser til din weekend.

 

I denne uge runder vi ’5 tip’-tjenesten af for nu med en opsummering, hvor vi tager temperaturen på det digitale kulturforbrug i Danmark, som det ser ud lige nu. Vi ser på, hvordan det danske musikmarked har det – og henviser til, hvor du kan streame din musik. Vi ser nærmere på tv-serien som en genre i fremgang og giver 5 tip til, hvor du kan ’binge’ i lige så mange afsnit, du vil. Og så fortæller vi om, hvordan bøger, i takt med udbredelsen af tablets, oftere læses digitalt – og guider til, hvor du kan finde e-bøger til download eller til at læse med et abonnement.

 

Musik er noget vi streamer

Streaming er blevet den foretrukne måde at lytte til musik. CD’en sælger stadig og står for ca. en tredjedel af musiksalget i Danmark, men er i stærk tilbagegang og har oplevet et drastisk fald på 20,2 % fra 2012 til 2013. Vinylpladen stormer frem med en stigning på 26,6 %, selvom den dog i det samlede billede kun er et nichemedie med sine 1,4 % af markedet. Download af musikfiler er derimod i tilbagegang med et fald på 6,8 % siden sidste år. Og tilbage står så streamingen af musik. Fra 2011 til 2013 er musikstreaming steget med mere end 300 % og placerer nu streamingen med en markedsandel på 39,6 % af musikmarkedet. Det samlede marked er samtidig også i vækst med en stigning på 5,2 %.

 

Vi har tidligere guidet til tjenester, hvor du kan streame musik – læs 5 tip til den musikweekend her.

 

 

 

TV-serier er det nye sort

Over de seneste år er tv-serier blevet mere og mere populære. Og med fremkomsten af digitale tjenester som Viaplay og Netflix, hvor du kan se lige så mange afsnit hvor og når du vil, har genren for alvor fået sine egne ben at stå på. En genre der i dag bliver taget seriøst og byder på meget omtalt kvalitetsunderholdning, som fx DR’s ’Borgen’ eller ’Arvingerne’, den amerikanske hit-serie ’Breaking Bad’ og filmtjenesten Netflix’ egen satsning ’House Of Cards’, der byder på kendte Hollywoodskuespillere og stjerneinstruktører.

 

Vi har tidligere guidet til digitale tjenester, hvor du kan se tv-serier i lange baner – læs 5 tip til din serieweekend her.

E-bøger har fundet sin plads på hylden ved siden af papirbogen

Selvom papirbogen stadig er størst, læser danskerne e-bøger som aldrig før. Hver tiende har fx læst en e-bog inden for den seneste måned og 17 % af danskerne siger, de har læst en e-bog inden for det seneste år. Det viser en undersøgelse foretaget af Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Tablets spiller en stor rolle i denne udvikling, for det er nemlig dér, e-bøgerne bliver læst. Og i takt med udbredelsen af tablets, der i sommeren 2013 var at finde i 44 % af de danske husstande, vinder e-bøgerne altså indpas i danskernes læsevaner.

 

Vi har tidligere guidet til tjenester, hvor du kan downloade e-bøger enkeltvis eller læse dem med et abonnement – læs 5 tip til din bogweekend her.

 

På Share With Cares hjemmeside kan du – som altid – finde vej til flere digitale tjenester. Gå på opdagelse i de mange kulturmuligheder med vores liste over mere end 75 lovlige digitale tjenester med alt fra bøger til musik, film, tv-serier og radio. Rigtig god digital kulturweekend!

Hvem står bag share with care?

Kulturministeriet
RettighedsAlliancen
Teleindustrien
DI ITEK