5 tip til din jazzweekend

Hver fredag ønsker Share With Care god weekend med forslag til en række digitale kulturtjenester, hvor du kan gå på opdagelse i film, tv, musik, spil og litteratur – og finde oplevelser til din weekend.

Fra i dag og de næste 17 dage er der Vinterjazz 2014 – en musikfestival spredt ud over hele landet med 75 deltagende spillesteder, der til sammen byder inden for til mere end 400 koncerter. I den anledning guider vi til musiktjenester, hvor du kan forberede dig til en koncert, lytte til jazz derhjemme – til dig der ikke når ud til koncerterne – eller lytte videre, når du kommer hjem igen, men stadig er sulten efter mere jazz.

 

Du kan finde programmet til livejazz her og herunder finde inspiration til, hvor du kan finde jazzen digitalt.

 

Wimp – jazz og høj lydkvalitet

Med Wimp kan du streame musik, og de tilbyder endda et HiFi-abonnement med lossless lydkvalitet, der garanterer at lyden er i top. Hos Wimp er der masser af jazz at kaste sig ud i. Lyt fx til ’Plunge With Bobo Stenson’, der er aktuel på årets Vinterjazz festival, og Jesper Zeuthen Plus, der ligeledes kan opleves live. Eller dyk ned i playlister kun med jazz – bl.a. flere fra Wimps egen musikredaktion, der samler sange fra musikere, som spiller på Vinterjazz.

 

iTunes – apples musikbutik har masser af jazz

På iTunes Store kan du downloade musik og det meste kan findes her. Jazz har sin egen underside med tilbud, nyheder, det bedste fra 2013 og forslag til klassiske album, der bør være en del af din digitale jazzsamling. Af festivalaktuelle jazzmusikere, er der også nok at gå på opdagelse i – find fx et stort udvalg med Palle Mikkelborg, amerikanske Warren Wolf, danske Benjamin Koppel eller jazzsangerinden Sinne Eeg, der kan opleves på Den Sorte Diamant i København i løbet af Vinterjazz.

 

Napster – prøv jazz gratis i 30 dage

Napster tilbyder streaming af musik på en lang række af platforme. Du kan prøve gratis den føste måned og derefter købe abonnement til tjenesten. På tjenesten kan du finde en direkte indgang til jazz som genre, hvor du kan finde klassikere som Sidney Bechet og Louis Armstrong, men også nyere musik som fx den populære Norah Jones. Men af festivalaktuelle kunstnere, er der også nok at finde her – fx Jakob Bro, Mikkel Ploug Group og Dørge Becker Carlsen, for bare at nævne nogle få.

 

Bibzoom – få jazzoplevelser med dit lånerkort

På bibliotekernes musiktjeneste, Bibzoom, kan du streame eller downlåne – downloade til offline-brug i en begrænset periode – og oveni giver bibzooms musikredaktion gode råd, guider, anmelder og fortæller nyheder. Du kan søge efter genre og finde et stort udvalg af jazzudgivelser her. Find fx albummet ’Old Ghost’ af Aske Drasbæk, der er aktuel på Vinterjazz eller sange fra Emil de Waal+, der ligeledes spiller på festivalen.

 

Spotify – det store udvalg og en app kun med jazz

Med Spotify kan du streame musik på din computer, tablet eller smartphone og vælge imellem betalingsabonnementer og en gratisudgave med reklamer imellem sangene. På Spotify kan du bl.a. finde en app fra Blue Note, det gamle og velkendte pladeselskab dedikeret til jazz, hvor du kan gå på opdagelse i forskellige typer af jazz, klassikerne eller dykke ned i app’ens ’Timeline’ og finde sange og album fra bestemte årstal. Du kan også finde musik af newyorker saxofonisten Tim Berne – der spiller koncert på Vinterjazz – bl.a. hans seneste album ’The Sky Inside’ fra 2013.

 

På Share With Cares hjemmeside kan du finde vej til flere digitale musiktjenester. God digital kulturweekend!

 

Hvem står bag share with care?

Kulturministeriet
RettighedsAlliancen
Teleindustrien
DI ITEK